onsdag den 24. september 2014

hmm.. håber det ikke er alle gode gange 3.....


Ud over min computer døde under stormvejret, er hundelen af det mini USB stik jeg skal oplade min telefon med, nu også gået i stykker.


Det må være en slags sammensværgelse imod min brug af elektronik.
Nå men jeg plejer jo at tage billeder med telefonen, det kan jeg så ikke nu, da den sover de dødes søvn.. med lidt held håber jeg dog på snarlig genoplivning.

 Det gør dog opdateringen af bloggen til lidt af en udfordring efterhånden, men intet skal stoppe mig!

 Så her er lidt billeder fra havens efterårs væld og den smukke buket roser jeg fik af min mand :)


Pas godt på jer allesammen.

Kærlig hilsen

Marianne




lørdag den 20. september 2014

biip....biip....biip...biip....


Lidt øjeblikke der har fået mig til at tænke:


Det banker på døren, det er lidt forvirrende, for det plejer ikke at banke på døren ved den tid, og jeg lå egentligt stadig i sengen og snakkede med mit yngste barn, om Barbie der er en prinsesse, om drømme hun har drømt, om en smuk kjole hun havde fundet i sit skab, om at ikke at kunne tage strømper på hurtigt, når man nu så gerne vil kunne hurtigt og helt selv, om at elske og være sød. Alt det der fylder en lille to årig piges hjerte og flyder ud af hendes mund. Jeg nyder at have fri og have tid.
Der står en ældre herre udenfor og spørger om han må tage billeder af alle blomsterne? For selvom hans have er stor, så vil hans georginer aldrig lykkes. Jeg giver ham lov og tænke ikke så meget over det lige i det øjeblik.


Jeg syntes min have er forsømt og trist lige nu, men han og de mange andre der går forbi eller stopper og tager billeder, de ser skønheden i det jeg har. 


Senere på ugen møder jeg en nabo, som også nævner alle de blomstrene blomster. Jeg ser mest kun ukrudtet og min dårlige samvittighed, det lange græs og det der burde flyttes, men andre ser blomsterne. 
Ser stadig skønheden, den jeg plejede at se. 
Jeg snakker lidt med hende, om glæden der er væk, og om damerne der syntes børnene ikke havde plads i haven. Hun er tidligere jordmor og ser lidt eftertænksomt på mig. Så siger hun:" specialister kan vælge at glorificere eller nedgøre ens liv, men spørgsmålet er om de skal have lov til at bestemme det" 
Lidt efter siger hun:" jeg ser dine børn, jeg ser dem  med dig, på vej hjem fra at samle kastanjer eller med haletudser i en spand, ser dem spille bold på vejen, hjælpe med at plante blomster, lege i baghaven eller klatre i træerne, de er lykkelige børn og de elsker skønheden omkring dem" 

Hun har ret, ligesom alle jer der kommenterede på min tidligere post har ret, Andre skal ikke have lov til at bestemme hvordan jeg har det, eller mine børn, Vi bestemmer hvordan vi har det. Ingen kan bedømme andres liv på 40 minutter.


Jeg kommer hjem med min yngste søn, Jeg har lige hentet ham fra børnehaven og vi er lidt trætte. Da vi kommer ind igennem havelågen siger han" mor skal vi ikke hvile lidt?" og sætter sig midt i have gangen. Lige ved siden af står de gulerødder vi såede sammen i foråret. 
"Kan du huske vi såede gulerødder her? spørger jeg ham og han ser på mig lidt trist og siger" ja, men de blev væk mor" Lige der indser jeg han ikke ved hvordan gulerodstoppe ser ud, og vi går hen til rækken og begynder at trække gulerødder op. Hele hans ansigt lyser da han står med et bundt gulerødder i hånden og siger " mor de var ikke væk, se det er rigtige gulerødder" 

Hvis jeg ikke havde valgt at så i noget af jorden, istedet for at have en stor græsplæne, så var jeg gået glip af det sejrstolte ansigt af min søn med sin første gulerods høst. Jeg havde ikke kunne sidde midt i jordbærrækkerne sammen med min datter og spise til hun var rød i hele hovedet. Jeg havde ikke kunne plukke kæmpe irisblomster og stikke i hendes lille hestehale, så hun følte sig som den smukkeste prinsesse. Børnene havde aldrig fundet ud af at Gladioles blomsterstande ligner sværd. At Roser dufter, men stikker. At jord kan se helt tomt ud, men pludseligt vælter der blomster op. De ville  ingen blomster have at samle frø fra og prøve at så næste år. Der ville ikke være små skrubtudser gemt rundt omkring de kunne finde. De ville bare have en masse græs at stå på.

Ingen kan definere nogen på 40 minutter, Ingen skulle have lov til at gøre det.
 Livet er sårbart, stærkt og smukt på samme tid og det er ikke evigt. Og vi påvirker hinanden hele tiden.


”Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre, uden at han holder noget af dets liv i sin egen hånd. Det kan være meget lidt, en forbigående stemning, en oplagthed, man får til at visne, eller som man vækker, en lede, man uddyber eller hæver. Men det kan også være forfærdende meget, så det simpelthen står til den enkelte, om den andens liv lykkes eller ej.” 

Citat af K. E. Løgstrup


Hvis der er noget jeg er blevet bevidst om af alt det her, så er det at når jeg er blevet færdig med min udannelse og med lidt held får arbejde om et års tid, så skal jeg ikke dømme og begrænse mig i forhold til de mennesker jeg kommer i kontakt med, for det er ikke fair eller realistisk at gøre.




Har jeg fået min glæde tilbage? Nej, men jeg har måske fået en trang til at kæmpe for den.

Kærlig hilsen 
Marianne

(Hvis computer brændte sammen i tordenvejret og nu må låne sig frem et stykke tid. Derfor meget irregulær onlinetid)

lørdag den 30. august 2014

solsikker

Først vil jeg lige sige tak for den søde opbakning på min forrige post. Jeg skal nok prøve at blive glad igen, børnene er heldigvis lige så meget ude at lege som før, men de har lagt mærke til jeg er ked af det, så meget at de spurgte hvad der var galt.
 Jeg fortalte dem det var fordi nogle damer ikke syntes haven var til at lege i for børn, og de fandt det heldigvis helt fjollet. 
Jeg er meget taknemmelig for at børn ikke helt forstår systemet endnu.

'

Jeg købte en solsikke mix frø og såede i foråret, Det har givet nogle forholdsvist forskellige og mellemhøjde solsikker. 








Jeg tror aldrig jeg bliver træt af solsikker, de er så skønne.


kærlig hilsen 
Marianne

tirsdag den 26. august 2014

tænkeboks


Jeg er ikke så meget på min blog fortiden, og ærligt, jeg er heller ikke ret meget i haven.
der er en grund til det, en grund jeg aldrig troede jeg skulle få. 
Jeg har ikke lyst.

Jeg har altid set vores have som en samlingssted for alle, børn, voksne, dyr. Et sted hvor der var plads til alle, og hvor vi kunne være sammen eller for os selv. Et dynamisk og positivt sted.

Børnene var selv med til at bestemme hvilke ting de gerne ville have i haven, som sansegyngen, legetårnet, rutchebanen, sandkassen med balancegangs stubbe som kant, gangsystemet til at cykle på med vendeplads( terrasser) i hver ende, bålplads, gemmesteder og at der skulle være adgang til det vilde skovstykke bagerst. Det var en hyggelig og sjov process.
legetånet med hule under, klartegreb og rutchebane.

men:

Før sommerferien fik vi besøg af en sygeplejeske og en læge fra Kolding børnepsykologiske afdeling fordi vores ene søn har problemer med koncentrationen i skolen.
Vi bad om aktindsigt i deres undersøgelser og fik papirene for et stykke tid siden, og der beskriver de haven som en blomsterhave, uden plads til børn eller leg, og der bliver observeret digitalis i den.

Jeg har ikke kunne hygge mig i haven siden, og det gør mig ked af det, for vi har haft så mange positive oplevelser der.

Det værste af det hele er, jeg ved de kun var i forhaven, som stort set ikke er blomster, men mest en lille  græsplæne og bærbuske og træer samt grøntsagsbede, bede som børnene forøvrigt selv er med til at passe og høste når de har lyst. Hønsene er også i forhaven, drivhuset, cykler, go.kart osv. er placeret der og bålpladsen samt den ene terrasse.
Legetårn, sandkasse, almindelig,baby og  sansegynge, osv. er i baghaven, længst væk fra bilerne. I den baghave de ikke gad se fordi det styrt regnede. Jeg tror dog ikke det ville have gjort nogen forskel på deres syn på haven.

grøntsagshaven, med blomster 

De så ikke alle de hyggelige spiselige ting, de modne jordbær der lyste rødt, den sprøde salat og de blomstrende kartofler (som forøvrigt er lige så giftig som digitalisen) de så kun digitalis planten, som ikke står sammen med de spiselige ting.

Det mest "komiske" er at de højst sandsynligt har en liguster hæk derhjemme, hvis bær er næsten lige så giftige som digitalis og indbyder en helt del mere til spisning.

Der er massere af giftige stauder som folk ikke aner er det. eksempeltvist dansk ingefær, ridderspore, blåregn osv. men hvad man ikke ved har man ikke ondt af.
Jeg ved og kan faktisk genkende de fleste af dem, og underviser mine børn så de kan genkende dem, men næh nej.. hun kunne genkende digitalis! " flot!! "
Hun skulle have taget min to-årige med ud og vise hende planten. så ville hun havde fået" finnnn.. farlig!" at vide og ikke have fået hende til at røre den, men det gjorde hun ikke, hun skrev en rapport!

Hund, kat, fisk og høns er en elsket del af familien.

Jeg kan ikke ryste følelsen af mig når jeg går ude i min meget offentligt liggende have, at folk ikke ser et hyggeligt blomstrende sted, men istedet ser: "dårlig mor, dårlig mor, dårlig mor, dårlig mor"  der stjæler alt pladsen til blomster.

I børnevenlige haver er der tilsyneladende bare en stor plæne til fodbold (min børn kan ikke lide at spille fodbold, de kan bedre lide basket, så hvis jeg skulle lave noget for dem skulle jeg asfaltere det hele, men jeg har på fornemmelsen det ville blive set lige så misbilligende på som blomster).
Legestederne er ikke integreret imellem blomster og bede i det børnevenlige sted.
Børne venlige haver kan tilsyneladende ikke være blomstrende, ikke være smukke.

Alle fem børn kan være på sansegyngen når de kommer hinanden ved.

Så hvad gør man.? vælter man det hele, fjerne grøntsagsbede, og blomster og sår græs overalt og smækker en kæmpe trampolin op? 
Eller kan jeg overbevise mig selv om, at de fleste mennesker bruger øjnene, ser børnenes glæde og ved de elsker den have lige så højt, som deres mor plejede at elske at arbejde i den ? 

Jeg ved det ikke, jeg aner ikke hvad jeg skal gøre, så græsset det gror, og snerlerne breder sig.

Jeg er tudefærdig over at folk tror at børn ikke kan være i en have med blomster. 
 Istedet for at skrive om gule og lilla toner i krukkerne, kunne ham Dalby så ikke tage at skrive om det? Om smukke eller blomstrende haver, hvor der også er plads til leg? så ville han gøre en god gerning. Han er den eneste i Danmark der har en chance for at nå ud til folk, der ikke kan se forskel på jordbærplanter, kartofler og to årige stauder. 

Kærlig hilsen
 Marianne



torsdag den 14. august 2014

lilje og farver.


 Den sidste lilje til at blomstre i haven.  den er ret fin, jeg hygger mig med de bagudvendte kronblade.
Den må kunne lide sin placering i surbundsbedet, for det er to stile i år istedet for en som der var sidste år :)


Det her er mit ynglings hjørne i haven lige nu, massere af vilde farver. jeg tror jeg vil plante en masse zennia til næste år, de er så hyggelige, både i bede og krukker,


En ny dahlia for i år, blomsterne er små, men ret nuttede, jeg kan godt lide den.


Pas godt på jer selv, og nyd det sidste af sommeren.. også selvom det føles lidt efterårs aktigt lige nu.

Kærlig hilsen 
Marianne





søndag den 10. august 2014

frugter og grøntsagsblomster



Er faktisk ret pæne :)  

Græskar og klatrebønnerne er rigtigt fine lige nu


Æbletræerne viser deres overflod.


Hvis de så klare alt det blæsevejr de lover i nat, så vil det være dejligt, for der er mange ting der ser underligt vandrette ud.. ind imellem.

Kærlig hilsen 
Marianne